Ny chef for SkillsDenmark

Ny chef for SkillsDenmark

Med en solid baggrund i erhvervsuddannelsesområdet overtager cand.jur. Simon Neergaard-Holm fra 1. april 2018 ledelsen af SkillsDenmark.

Simon Neergaard-Holm, 57 år, har det seneste år ledet sekretariatet for el- og VVS-branchernes uddannelser. Før det var han i 15 år chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) med ansvar for erhvervsuddannelsespolitik og med sæde i en lang række råd og nævn, bl.a. REU, Rådet for de grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser.

Han var tillige i en del år DA’s repræsentant i SkillsDenmarks bestyrelse. Han kom til DA fra jobbet som sekretariatschef i Teknisk Skoleforening - i dag en del af Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

SkillsDenmark står for det årlige DM i Skills, deltagelsen med landshold i EuroSkills og WorldSkills og Skills Stafetten, der er en konkurrence for skolebørn i 8. klasse. Formålet er at skabe øget fokus på erhvervsuddannelserne. SkillsDenmark er en nonprofit-organisation støttet af Undervisningsministeriet, arbejdsmarkedets parter, faglige udvalg, erhvervsskoler m.fl.

Simon Neergaard-Holm afløser som direktør Ulla Groth, der går på pension efter at have bygget SkillsDenmarks aktiviteter op siden starten i 2008. Hvert år er aktiviteterne vokset, og hvert år har DM i Skills sat nye rekorder.

Næste DM i Skills foregår i Herning i slutningen af januar 2018 med 42 konkurrencefag og 19 demonstrationsfag.

 

Læs mere
SkillsDenmark
Byggeriets Uddannelser deltager i DM i Skills 2018