Fem skarpe om Skills: Alle vil vinde

Fem skarpe om Skills: Alle vil vinde

Tekst: Christian Riis Kistrup. Foto: Lars Skibdal Schmidt 

I en lille artikelserie op til DM i Skills i januar 2018 svarer tre uddannelseskonsulenter fra Byggeriets Uddannelser på fem spørgsmål om erhvervsuddannelserne og Skills.

Vi lægger ud med Erik Fog Larsen, der er uddannelseskonsulent for Murer-, Stenhugger- og Stukkaturfaget.

Hvorfor skal unge vælge en erhvervsuddannelse inden for byggeriet?

At arbejde med sine hænder, og blive klog på den måde, er en stor tilfredsstillelse for ethvert menneske. At arbejde med sine hænder og skabe noget blivende er samtidig en kæmpe motivationsfaktor. At det så samtidig er muligt at uddanne sig med løn er endnu en motivationsfaktor, som ikke sidestilles med mange andre uddannelser.

Hvad er styrkerne ved DM i Skills?

Uddannelser inden for byggeriet har igennem mange år haft svært ved at slå igennem hos den almindelige dansker. DM i Skills har, siden vi startede op med at afholde DM hvert år, gennem årene fået en betydeligt større bevågenhed i medierne. Der er gået en del år fra, at kun de indviede vidste noget om DM i Skills, til at den almindelige dansker ved, hvad DM i håndværksfag er.

Hvorfor er konkurrenceelementet i Skills vigtigt?

At Skills har fat i så mange folkeskoleelever, er en stor styrke for erhvervsuddannelserne. Konkurrencefagene har den fordel, at de elever, der deltager, er motiverede. Både regions- og lokalmesterskaber er i dag en fast del af optakten til DM. Her konkurreres på livet løs, og de unge deltager for at vinde.

Alle vil med til DM, og alle, der deltager, ønsker at gøre det bedste, de kan - og at vinde. Vi oplever også flere og flere virksomheder, der bruger deres DM-deltager i forbindelse med deres PR - ikke mindst hvis de har en DM-vinder eller en WorldSkills-deltager. Så her mærker vi også en stolthed over, at det netop er deres lærling, der er udtaget eller har vundet.

I hvor høj grad mener du, at DM i Skills har en positiv indvirkning på tilmeldingen til erhvervsuddannelserne?

For ganske få år siden var DM ikke almindeligt kendt blandt den brede befolkning. I dag er der flere unge, der kender til DM og erhvervsuddannelserne. Jeg hører blandt de unge, som deltager og er i gang med en erhvervsuddannelse, at der er en del prestige i at deltage. Så derfor tror jeg også at det har indvirkning på nogles valg af uddannelse.

Hvad glæder du dig mest til at opleve ved DM i Skills 2018?

Det, jeg glæder mig mest til, er at møde nogle dedikerede unge mennesker, som arbejder koncentreret gennem hele konkurrencen. De giver alt, hvad de har i sig for at vinde. På trods af det skaber vi et godt sammenhold blandt deltagerne. De er rigtig gode til at hjælpe og støtte hinanden uden for konkurrencen.  

På billedet herover ses flisemurer og Danmarksmester Frederik Nielsen i gang med den sidste træning op til WorldSkills 2017, der fandt sted den 14.-19. oktober

 

Kort om DM i Skills
DM i Skills er danmarksmesterskabet for unge fra erhvervsuddannelserne, herunder byggeuddannelserne. Arrangementet afholdes årligt. Næste DM finder sted i Herning i perioden 18. – 20. januar 2018.

Under DM konkurrerer cirka 300 unge deltagere om at blive landets bedste inden for deres fag.

Først og fremmest har de unge her mulighed for at vise deres talent frem, ligesom konkurrencen er et udstillingsvindue rettet mod ikke mindst grundskoleelever, der kan få øjnene op for erhvervsuddannelserne og de talrige muligheder, de mange fag indeholder.

DM i Skills er Danmarks største uddannelsesbegivenhed. Ved DM i januar 2017, der fandt sted i Aalborg, besøgte næsten 55.000 mennesker mesterskabet i løbet af de tre dage, det varede.

Erik Fog Larsen, uddannelseskonsulent for Murer, Stenhugger og Stukkatør.

Erik Fog Larsen, uddannelseskonsulent for Murer, Stenhugger og Stukkatør.