AMU-kurser øger fagligheden på byggepladserne

AMU-kurser øger fagligheden på byggepladserne


Tekst: Christian Riis Kistrup. Foto: Pixabay

En ny analyse fra Dansk Byggeri viser, at bygge- og anlægsbranchen gør stor brug af arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU).

Siden 2013 har Dansk Byggeris medlemsvirksomheder haft deres medarbejdere på knapt 15.500 AMU-kurser om året.

AMU-kurserne benyttes af bygge- og anlægsvirksomhederne til både den helt grundlæggende uddannelse af medarbejdere, for eksempel inden for sikkerhed og certifikater, og til løbende at dygtiggøre de ansatte. Desuden spiller AMU en stor rolle i at skaffe ufaglærte adgang til job i bygge- og anlægsbranchen.

De seneste tre år har brugen af AMU, som benyttes af både små og store virksomheder, været stort set status quo.

Certifikatkurser er efterspurgte og vigtige
Det er vigtigt for virksomhederne, at deres medarbejdere har de nødvendige certifikater, så lovkrav overholdes, og så kvaliteten af arbejdet er tilstrækkelig høj.

De kurser, der har størst appel, findes inden for netop certifikater samt arbejdsmiljø og sikkerhed – herunder især kurset "Vejen som arbejdsplads". Netop dette kursus skal ses i sammenhæng med, at der i perioden fra 2013 til nu har været mange større offentlige anlægsprojekter.

Overvejende tilfredshed trods AMU’s træghed
Generelt set har virksomhedernes brug af AMU-kurser været faldende. Det skyldes blandt andet, at AMU-systemet opleves som tungt – især når man som medarbejder skal tilmelde sig et kursus, søge godtgørelse og finde information. Desuden mener en tredjedel af virksomhederne ifølge Dansk Byggeris undersøgelse, at den faglige kvalitet af AMU-kurserne ikke er høj nok.

Ifølge undersøgelsen er 63 % af virksomhederne dog generelt tilfredse eller meget tilfredse med AMU-kurserne. Kun 1 % er meget utilfreds, og 11 % er utilfredse. Dermed må det vurderes, at brugerne af AMU-kurserne i de fleste tilfælde er tilfredse med de muligheder, AMU giver. Der er dog tydeligvis plads til forbedring af AMU-systemet, således at kurserne i højere grad bliver tilpasset virksomhedernes behov.

Hele Dansk Byggeris analyse af AMU kan læses her