Stort filmprojekt om unge faglærtes glæde ved jobbet

Stort filmprojekt om unge faglærtes glæde ved jobbet

- Jeg har ansvar.

- Jeg bestemmer selv, hvordan opgaven skal løses.

- De regner med mig.

- Jeg kan hele tiden se, det jeg laver, skaber forandring.

Glæden over selv at styre hverdagen på jobbet er et gennemgående træk i de mange portrætfilm af unge håndværkere, SkillsDenmark nu lancerer til brug for erhvervsskoler, UU-vejledere, brancher og virksomheder.

Filmene kan frit bruges af alle med et relevant formål.

Filmprojektet med i alt 40 portrætter skal markere, at næste års DM i Skills sætter rekord med 40 konkurrencefag. Filmene med fællestitlen - ”Det fede ved mit fag” - giver på 2-3 minutter en beskrivelse af det enkelte fag, mens den unge lærling eller nyuddannede svend og en mester eller ældre kollega fortæller om krav og forventninger i jobbet.

Sammen med de 40 portrætter lancerer SkillsDenmark også en lille bonusvideo på under et minut med hver af de unge. I serien ”Mit bedste trick” viser de unge rollemodeller løsningen på et lille problem, som de typisk bliver spurgt om. Eksempelvis viser møbelsnedkeren, hvordan man fjerner ridser på lakeret træ, en bygningsmaler viser, hvordan man holder malerpensler vedlige, og konditoren demonstrerer tilblivelsen af en marcipangris.

Filmprojektet er blevet til med bevillinger fra Tuborgfondet og Grundejernes Investeringsfond.

- Vi er meget taknemmelige for, at de to fonde har gjort det muligt for os at gennemføre dette projekt, der skaber en flot optakt til næste års DM i Skills, siger SkillsDenmarks formand Jesper Juul Sørensen.

- Vi vil også gerne sige tak til de virksomheder, der har stillet sig til rådighed, så filmene kunne blive optaget ude i den virkelighed, hvor de unge faglærte befinder sig, siger Jesper Juul Sørensen.

Hovedparten af de medvirkende i filmene er vindere af dette års DM i Skills. Foreløbig er i alt 65 videoer tilgængelige på Vimeo og Youtube, og de downloades i høj opløsning via https://vimeo.com/skillsdenmark .

På Youtube: Se alle film på Skills youtube-kanal.