Når skuemester selv skal til svendeprøve

Når skuemester selv skal til svendeprøve

Tækkemand Per Keis har en lang erfaring inden for tækkefaget. Per Keis har helt fra tækkemandsuddannelsens start i 2000 haft elever, og har de sidste 12 år fungeret som skuemester. Eftersom den formelle uddannelse først blev etableret i 2000, blev de første svendebreve til tækkemænd udstedt i 2004.

Nu har Per Keis sammen med 8 andre erfarne tækkemænd, sat sig for at prøve kræfter med den form for svendeprøve, som nogle af dem selv er med til at bedømme, og få det officielle papir på deres kunnen.

”Vi har netop været 2 uger på skole, hvor vi både har lært at tegne i AutoCaD og fået introduceret den teoretiske projektsvendeprøve. AutoCaD er svært - og det er vigtigt at huske at gemme. Vi har stadig 3 uger tilbage på skolebænken, hvor vi både skal nå at bygge en tømrerkonstruktion, som vi så skal tække på og til svendeprøve – lige som lærlinge gør det,” fortæller Per Keis.

En af årsagerne til at de 9 tækkemænd er tilbage på skolebænken er for at skabe ekstra fokus på efteruddannelse – et område, som de færreste tækkemænd i dag gør brug af.  Inden for de seneste år har der kun været gennemført et efteruddannelseskursus med et beskedent antal deltagere.

Og det er synd, mener Per Keis:

”Det er virkelig sjovt at være tilbage på skolebænken. Der bliver snakket tækkearbejde som aldrig før, og vi bliver bedre og bedre.”

Til spørgsmålet om, hvorvidt Per Keis mener, at de 9 skuemestre består svendeprøven, er han ikke i tvivl:

”Det gør vi! Ellers turde vi ikke være her”, siger han med et smil.

 

Her ses tækkemand Poul Korsholm Hersbøll under fremlæggelse af en øvelse.