12 håbefulde unge murer gør sig klar til DM i Skills

Der blev trænet intenst på EUC Nord i Hjørring i sidste uge. Det er 12 håbefulde unge murere, som gør sig klar til DM i Skills i januar. Der er 6 elever, der træner på flisemureropgaven og 6 elever, der træner på mureropgaven til det kommende DM i Skills.

Træningen var ledet af de to landstrænere Lars Skibdal Schmidt og Finn Pedersen, som begge er faglærere på EUC Nord.

De 10 af deltagerne er vindererne fra regionsmesterskaber rundt i landet, og de sidste 2 er danmarksmestrene fra sidste års DM i Skills 2014 indenfor både murer og flisemurer.

Motivationen hos eleverne var helt i top og alle arbejdede koncentreret på at få det maximale ud af træningsopholdet. Formålet er at forberede eleverne på opgaven og give deltagerne de optimale betingelser under selve DM 2015 i Bella Centeret i København.

Kasper Hansen, flisemurer fra EUC Syd er med for tredje år i træk. Det første år blev han nummer 5 og sidste år lykkedes det ham at blive danmarksmester og derfor er han automatisk med til DM i Skills i januar 2015.

”Jeg er rigtig spændt på at være med i DM i Skills også denne gang – måske mere end tidligere, da jeg er sikker på, at det bliver rigtig stort i Bella Centeret. ”, fortæller Kasper Hansen.

Daniel Brodde Thomsen, flisemurer fra EUC Nord er med for anden gang til DM i Skills. Sidste år blev han nummer 2.

”Denne gang vil jeg rigtig gerne vinde – så den skal have fuld skrue ” fortæller Daniel Brodde Thomsen.

Det er nu for fjerde år i træk, at EUC Nord i Hjørring inviterer til træningsuge for eleverne. Det er det faglige Fællesudvalg for Murer-, Stenhugger- og Stukkaturfaget meget glade for, da træningsugen hjælper til, at alle deltagerne får en fair og lige konkurrence.

”Under opholdet gennemgår vi regler og krav for deltagelsen. Det er vigtigt at få afstemt forventningerne inden DM i Skills går i gang”, fortæller Uddannelseskonsulent Erik Fog Larsen fra Byggeriets uddannelse. ”Deltagerne får samtidig muligheden for at lære hinanden at kende. De tjekker hinanden ud og får en rigtig god fornemmelse af niveauet. På trods af at de er konkurrenter oplever jeg, at de knytter venskaber på tværs af landet. Det giver dem alle en vis ro at kende deres modstander.

På den sidste dag blev hver deltagers opgave gennemgået sammen med træneren. Her fik deltagerne at vide, hvor de skal sætte ind og hvad de specifikt skal gå hjem og træne videre på.

Opgaverne er igen i år tegnet af arkitektstuderende, som for første gang får muligheden for selv at se deres vindende projekter blive udført til DM i SKills.

Murer og Flisemurer deltagelse ved i Bella Centret i København d. 8 - 10 januar 2015 bliver støttet og sponseret af  Dansk Byggeri og  3F. Murereleverne er sponsoreret af Egernsund Tegl og Weber. Flisemurereleverne er sponsoreret af Alfix, Wedi og Construx.

Logo3Logo4Logo1Logo5Logo2