Skills tømreropgave med lokalt og nordisk islæt
Aalborgs berømte Utzon Center er tydelig inspirationskilde bag tømrernes konkurrenceopgave til Skills i 2014.
Utzon Center har været et af Aalborgs vartegn siden 2008, hvor husene stod færdige på Aalborg Havn.
Der står tre tømrerfaglærere fra Construction College Aalborg bag udviklingen af DM-opgaven, Jens Michael Pedersen, Erik Tranholm Andersen og Torben Hærup Christensen. Opgaven, som de fem tømrerelever skal konkurrere i, tager udgangspunkt i husenes tagkonstruktion.
Torben Hærup Christensen ser frem til at se udførelsen af opgaven til Skills. Igen i år er opgaveniveauet højt med store krav til den præcise konstruktion. Udover den lokale inspiration har vi også integreret den mere nordiske tradition, idet vi lader ru træ indgå i opgaven. Det bliver spændende at se det brugt i en konkurrencesituation med de ekstra krav, det stiller til deltagerne.
Allerede i november fik deltagerne tilsendt en modificeret tegning af opgaven, så de på forhånd har en fornemmelse af, hvad de kommer til at arbejde med. Det er dog først 1½ uge før Skills, at deltagerne modtager den endelige arbejdstegning med de korrekte mål for to af moduler – det tredje og sidste modul er hemmeligt helt frem til at Skills starter d. 23. januar.
De fem deltagere, der skal dyste om titlen som Danmarks bedste tømrer, er:
Mathias Buch, Københavns Tekniske Skole Rødovre, Jakon A/S,
Morten Vesterlund Maskov, EUC Vest, H. Bruun & Søn,
Niels Mølhede, Herningsholm Erhvervsskole, Herborg Tømrer og Snedker A/S,
Daniel Kirk Hansen, EUC Nordvest, Carsten Fisker Nørhår Tømrer og Snedker,
Casper Schou Larsen, CELF, Steen Koch Rasmussen.
Tømrerfaget er sponsoreret af:
Hovedsponsor Træsektionen i Dansk Byggeri. Faglige sponsorer: DeWalt, Johannes Fog
Materialesponsor: Optimera Aalborg. Samarbejdende Erhvervsskole Construction College Aalborg