Fra industri til Picasso

Igen i år har erhvervsskolerne, Det Faglige Fællesudvalg for Murer-, Stenhugger- og Stukkaturfaget og Kunstakademiets Arkitektskole indgået et samarbejde omkring udviklingen af DM-opgaver for murere og flisemurere i form af en konkurrence for arkitektstuderende.

For andet år i træk har arkitektstuderende ved Kunstakademiets Arkitektskole fået til opgave at komme med deres bud på, hvordan murernes DM-opgave skal se ud, når DM i Skills løber af stablen i Aalborg i januar 2014. Som noget nyt er også flisemurernes opgave blevet lagt ud til de studerende, og de endelige vindere af konkurrencen for både murer- og flisemureropgaven er nu fundet.

Transformation er hovedoverskriften på de to konkurrencer med undertitlerne MUR VÆRK STED og FLISE VÆRK STED.

Den vindende opgave på Transformation MUR VÆRK STED udspringer af de vindende arkitektstuderendes inspiration af Aalborg som industri by. Opgavebesvarelsen har øje for DM i Skills som en konkurrence, der både handler om faglig kunnen og glæden ved det gode håndværk. Som der står i opgavebesvarelsen:

Vi har forsøgt at fremhæve murstenenes iboende konstruktive egenskaber, såvel som at fremvise den skønhed, der kan opnås ved mønstervirkning i forbandterne og farveaccenturering af kanter. (…) Med udformningen af grillstedet opfordrer vi til en udveksling mellem de besøgende og de udøvende håndværkere. Vores mål er at vise en anderledes, mere håndgribelig brug af håndværk, der forhåbentligt, vil inspirere folk til at invitere det gode håndværk med hjem i fremtiden.

Også flisemurernes opgave kombinerer tværfaglig glæde, hvor der skal arbejdes med kontraster, dybde og komposition. Transformation – FLISE VÆRK STED vinderopgaven har ladet sig inspirere af Picassos Guernica, og er et flisemotiv, som dels arbejder inden for det grid som klinkeformatet dikterer, og dels udfordrer klinkens potentiale med kurvede og diagonale skæringer, som der står i vinderopgaven.

På baggrund af de vindende opgaver arbejdes der nu videre med den tekniske og præcise udførelse af selve arbejdsopgaven, som vil blive præsenteret for eleverne senere på året.

Eleverne, der skal dyste ved DM og således skal transformere opgaven fra tegning til færdigt produkt, er:

Murere:

Daniel Pedersen, Selandia, Murermester Christian Nielsen. Kenni M. Jensen, Syddansk Erhvervsskole, J.A. Andersen Byg. Anders Tonsgaard, EUC Nordvest, Gunnar Klausen A/S. Lasse Dalgaard, KTS Glostrup, Murerfirmaet Herse ApS. Steven Pedersen, Learnmark Horsens, Murerfirmaet G. Johansen.

Flisemurere:

Camilla Jensen, Selandia. Kasper Hansen, EUC Syd, Apos. Andr. Petersen & Søn. Daniel Brodde Thomsen, EUC Nord, Hæstrup Murerforretning. Brian Veibell Pedersen, Tech Aarhus, Multientreprise ApS. Kasper Nymark Pedersen, Erhvervsskolen Nordsjælland, HHM A/S.

Se vinderopgaverne her:

DM i Mur af Solveig Siguardardottir, Kirstine Bojsen, Friida Flügge, Mette Damgaard

FLISE VÆRK STED af Magnus Overby og Theis Gronkjaer