Vedvarende energi og energirenovering i erhvervsuddannelserne

Bredt samarbejde sætter fokus på vedvarende energi og energirenovering i erhvervsuddannelserne.

Byggeriets Uddannelser, El- og VVS-branchens Uddannelsessekretariat og Statens Byggeforskningsinstitut /Aalborg Universitet arbejder for tiden sammen om en "Uddannelsesanalyse om vedvarende energi og energirenovering som et stort vækstområde for bygge- og installationsbranchen". Projektet er støttet af Den Centrale Analyse og Prognosepulje (CAP).

Projektet tager sit udgangspunkt i, at renovering af den eksisterende bygningsmasse fortsat vil være et område i stor vækst, hvilket i stigende grad vil føre nye aktiviteter og tiltag med sig for bygge- og installationsbranchens virksomheder. Efterspørgslen efter bygningsarbejdere og installatører, der har kompetencer inden for energirenovering og vedvarende energiforsyninger i bygninger, vil således naturligt stige.

CAP-projektet undersøger i forlængelse heraf, om der er innovative produkter, ydelser og processer i vækstvirksomheder, der kan overføres til andre virksomheder såvel som erhvervsuddannelserne inden for bygge- og installationsbranchen. 

Projektet inddrager De Faglige Udvalg i diskussioner og overvejelser om, hvordan forskellige energirigtige byggemetoder og -processer kan inkorporeres i erhvervsuddannelserne.

I projektet deltager således Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse, Det Faglige Fællesudvalg for Murer-, Stenhugger- og Stukkaturfaget, Det Faglige Fællesudvalg for Struktør-, Brolægger- og Tagdækkeruddannelsen, Det Faglige Udvalg for VVS-uddannelsen, Det Faglige Udvalg for Elektrikeruddannelsen og Det Faglige Udvalg for Isoleringsfaget.

Projektet forventes afsluttet i marts, hvor der vil blive udarbejdet en rapport samt et kompetencenotat for hvert uddannelsesområde. Der vil afslutningsvist blive afholdt en workshop for uddannelsesparterne med fokus på, hvordan rapportens analyser og kvalificerede anbefalinger kan implementeres fremadrettet i uddannelserne.