Oprettelse af talentskoler for murer- og tømrerelever

Da DM i Skills er blevet en årlig tilbagevendende begivenhed, og de danske murer- og tømrerelever har opnåede flotte resultater ved World Skills, bliver der nu etableret fire talentskoler rundt om i landet.
Formålet med ordningen, der i første omgang løber til februar 2014, er på forsøgsbasis at etablere fire eliteskoler, der har særligt uddannede trænere og undervisere tilknyttet. Disse skal forberede tømrer- og murerelever på henholdsvis lokal-, regions- samt Danmarks- og Verdensmesterskaberne.
Der er i denne forbindelse udviklet et tværfagligt faglærerkursus 'faglæreren som elitetræner'. På talentskolerne vil der blive undervist ud fra en særlig konkurrencedidaktik, forstået som pædagogiske undervisningsformer, der har konkurrenceelementerne i fokus - herunder motivation, mentaltræning og målrettet faglig undervisning.
'Denne form for elitedidaktik vil ikke blot ruste eleverne til mesterskaberne men vil også være med til at sikre udviklingen af uddannelserne fagligt- og kvalitetsmæssigt', fortæller uddannelseskonsulent i Byggeriets Uddannelser og en af hovedaktørerne bag initiativet Erik Fog Larsen.
Denne særlige undervisningsform er ikke kun forbeholdt de deltagende elever i mesterskaberne, også skolernes øvrige elever tilbydes at deltage i den træningsorienterede undervisning. På sigt er det meningen, at specialtræning og talentudviklingen til mesterskaberne også kan overføres til andre erhvervsuddannelser.
De fire skoler, der i første omgang skal fungere som talentskoler er EUC Nord, UCH Uddannelsescenter Holstebro, Herningsholm Erhvervsskole samt Københavns Tekniske Skole.