Opmåling og beregning af typiske tømreropgaver

Efteruddannelsesudvalget for bygge/anlæg og industri og Learnmark Horsens inviterede d. 7. - 8. november tømrerfaglærere til kursus i det nye AMU-kursus 'Opmåling og beregning af typiske tømreropgaver'.

AMU-kurset tager udgangspunkt i IT-systemet 'Billedprislisten', der kan anvendes til at beregne arbejdsløn og materialeforbrug inden for tømrer- og snedkerbranchen.

Faglærere fra hele landet var mødt op til faglærerkurset, der forløb over to dage, og tilbagemeldingerne er positive:

"Undervisningen foregik i et fornuftigt tempo. Vi fik en god indføring i programmet, og jeg føler mig godt forberedt til at undervise i kurset," fortæller Jeppe Davidsen Christensen fra Mercantec.

Underviserne på faglærerkurset Per Skydsgaard og Kim Bent Hansen fra Learnmark Horsens er også tilfredse. Per Skydsgaard fortæller, at det er hans klare opfattelse, at kursisterne er solidt rustede til at gå på opdagelse i programmet, når de kommer hjem.

På faglærerkurset blev der fokuseret på programmets overflade, hvor der blev undervist i de mange muligheder, dette indeholder.
"Programmet hjælper til, at man hurtigere kan komme med en pris. Af sidegevinster kan nævnes, at programmet leder brugeren igennem byggeprocessen ved hjælp af enkle ja/nej spørgsmål, så vedkommende får et langt hurtigere overblik over selve opgaven", fortæller Skydsgaard og fortsætter:
"For en tømrersvend/mester er programmet en hurtig, nem og underholdende proces, for en elevs vedkommende, får han her lejlighed til at gennemgå byggeprocessen i detaljer, samt han lærer at benytte sig af et virkelig godt værktøj."

Billedprislisten er udviklet af Dansk Byggeri og 3F i samarbejde med EG Byg & Installation. Systemet bygger på de prislister til beregning af arbejdsløn, der er indgået mellem organisationerne.

 

For ydereligere information om 'Opmåling og beregning af typiske tømreropgaver' (Kursusnr: 47230) kan der rettes henvendelse til:

Learnmark Horsens

Tech College Aalborg

Erhvervsskolen Nordsjælland

Mercantec

EUC Nordvestsjælland

Hansenberg

Den Jydske Håndværkerskole

Mercantec

Campus Bornholm

Uddannelsescenter Holstebro

Selandia

EUC Nord