Vejledning om ansvars- og opgavefordeling i forbindelse med det praktikpladsopsøgende arbejde

Vejledning om ansvars- og opgavefordeling i forbindelse med det praktikpladsopsøgende arbejde

Undervisningsministeriet har udgivet en vejledning om roller og ansvarsfordeling mellem erhvervsskolerne, de faglige udvalg og de lokale uddannelsesudvalg i forhold til det praktikpladsopsøgende arbejde.

Vejledningen tager udgangspunkt i Trepartsaftalen som sætter fokus på dels det praktikpladsopsøgende arbejde, og dels på, at skoler, praktikcentre og elever er forpligtet til at opsøge og anvende alle udbudte praktikpladser.

Vi har sammenfattet indholdet i en kort version. Hele vejledningen kan downloades her.

Erhvervsskolens forpligtelse til vejledning, formidling og opsøgende arbejde
Skoler, praktikcentre og elever er alle forpligtet til at opsøge og anvende alle udbudte praktikpladser, der synliggøres på praktikpladsen.dk

Skolerne er forpligtet til at vejlede om praktikpladssøgning og formidle praktikpladser til elever fra grundforløbets 1. del og indtil der er indgået en uddannelsesaftale.

Skolernes vejledning skal omfatte fyldestgørende oplysninger om den aktuelle uddannelses- og arbejdsmarkedssituation både lokalt og på landsplan og oplyse om alternative uddannelsesmuligheder. 

Vejledningen skal også omfatte udarbejdelse af ansøgninger og CV, deltagelse i ansættelsessamtaler samt brug af www.praktikpladsen.dk ifm. praktikpladssøgning.  

Elever på grundforløbets del 2 uden en praktikplads skal senest 8 uger før afsluttet grundforløb være registret som praktikpladssøgende på praktikpladsen.dk.

Skolerne er forpligtet til at formidle praktikpladser alle praktikpladssøgende elever dvs.:

  • Elever i grundforløbet.
  • Elever med afsluttet grundforløb, som ikke er i skolepraktik.
  • Elever i skolepraktik.

Når skolen formidler en samtale mellem en praktikpladssøgende elev og en virksomhed, skal skolen informere virksomheden om den konkrete henvisning og samtidig bede virksomheden give en tilbagemelding på resultatet – altså om virksomheden ønsker at indgå en uddannelsesaftale med eleven.

Skolerne skal i forbindelse med praktikpladsformidlingen synliggøre praktikpladssituationen med relevante oplysninger om:

  1. Praktikpladssøgendes profil herunder uddannelsesbaggrund, uddannelsesønsker og geografisk fordeling
  2. Godkendte praktikpladser på uddannelsesmæssige muligheder og geografisk fordeling
  3. Praktikpladsmuligheder i ikke-godkendte virksomheder, som antages at kunne opfylde betingelserne for hel eller delvis godkendelse.

 Det påhviler skolerne at udføre ovenstående opgaver, og de skal udføres i tæt samarbejde med det lokale uddannelsesudvalg og/eller det faglige udvalg.

Finansiering af erhvervsskolens opgaver
Skolerne modtager finansiering til ovenstående arbejde. Staten yder tilskud til praktikpladsopsøgning og vejledning af elever om praktik og beskæftigelsesmuligheder. Tilskud udbetales efter et årligt fastsat måltal for antal registrerede uddannelsesaftaler pr. tilskudsmodtagende institution.

  • Tilskud pr. uddannelsesaftale til og med måltallet = 7.400 kr. pr. uddannelsesaftale i 2018.
  • Tilskud over måltallet = 14.800 kr. pr. uddannelsesaftale i 2018.

Der ydes ikke tilskud til delaftaler eller uddannelsesaftaler, der er kortere end 3 måneder.

Godkendelse af virksomheder
Der er ingen ændringer ift. til kendt praksis på dette område.

Det er fortsat de faglige udvalg i samarbejde med de lokale uddannelsesudvalg, der som udgangspunkt praktikpladsgodkender virksomheder efter ansøgning.

Skolen kan fortsat godkende en virksomhed som praktiksted for en bestemt elev ud fra en vurdering af, om virksomheden vil kunne gennemføre hele eller dele af praktikuddannelsen i overensstemmelse med de praktikregler, der er fastsat, samt om virksomheden kan give eleven tilfredsstillende oplæringsforhold.

Faglige udvalg og lokale uddannelsesudvalg

Opsøgende virksomhedskontakt og formidling af praktikpladser
De faglige udvalg og de lokale uddannelsesudvalg skal være opsøgende og vejledende i kontakten med virksomheder for at tilvejebringe det antal praktikpladser, der er behov for ud fra elevernes uddannelsesønsker. Det gælder både i godkendte og ikke godkendte virksomheder. Endvidere skal det faglige udvalg med passende mellemrum kontakte godkendte virksomheder for at sikre den bedst mulige anvendelse af virksomhedens potentiale som praktikvirksomhed.

Finansiering
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) yder tilskud til de faglige udvalg og lokale uddannelsesudvalgs opsøgende arbejde. Det sker ved en ansøgning fra udvalgene 2 gange om året pr. 1. april og pr. 1. september. Et bevilget projekt skal være afrapporteret inden udvalget kan genansøge.

Formålet er at nedbringe optaget af elever i skolepraktik og mindske antallet af ubesatte praktikpladser.

Der kan søges til opsøgende arbejde, mindre kampagner og elevaktiviteter der fremmer indgåelse af uddannelsesaftaler mellem elever i erhvervsuddannelserne og praktikvirksomheder.

Indsatsområder er:

  • Uddannelsesområder med gode beskæftigelsesmuligheder efter endt uddannelsen og mangel på praktikpladser eller mangel på elever.
  • Virksomheder, der ikke er godkendte som praktiksted eller har færre elever end de er godkendte til.
  • Forøgelse af elevers faglige og geografiske mobilitet
  • Elevgrupper, som har særligt svært ved at skaffe sig en praktikplads