Giver supergod mening at være sponsor

Giver supergod mening at være sponsor

KPK Døre og Vinduer A/S har i fem år været sponsor for tømrere og bygningssnedkere til DM i Skills, og det bliver de ifølge salgschef Peter Bechmann ved med, da mange firmaer inkl. KPK kæmper med at finde lærlinge. Peter Bechmann håber, at DM i Skills kan bidrage til, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse.

 

Hvorfor har I valgt at sponsorere tømrerfaget ved DM i Skills?

Generelt er vi sponsor, fordi vi godt vil være med til at hylde det gode håndværk, og størsteparten af vores kunder er primært tømrere, og vi ved, hvor store udfordringer, de kan have ved at finde lærlinge.

 

Hvad har I fået ud af at sponsorere fag ved DM i Skills?

Ligesom alle mulige andre sponsorater så giver det forhåbentlig lidt opmærksomhed, men som udgangspunkt får vi noget ud af det. Vi kan også se i dag med tømrerne, at stort set alle de lærlinge, der er med, arbejder hos nogle af vores kunder. På den måde kan man sige, at vi bakker op om vores kunder omkring DM i Skills. Det er nok det primære, vi får ud af det.

 

Hvordan er jeres oplevelse af Skills?

Vi plejer at være her for at se, hvad der foregår. Det er ikke, fordi vi har en rolle som sådan ud over, at vi prøver at sætte noget fokus på det over for vores kunder. Det er ikke for, at vi kan gøre en masse i dagene her (under Skills), men det kan være, vi så gør noget før og efter. 

 

Vil I anbefale andre at støtte talentudviklingen ved Skills?

Helt sikkert. Vi har været med fem år og synes stadigvæk, at det giver supergod mening. Vi har også et par gange hjulpet en med at komme videre. Jeg tror, det var en tømrer, der røg til Abu Dhabi for, at han kunne komme i træningslejr og sådan så, at det økonomisk kunne lade sig gøre. Der skal jo lidt til. Som sponsor har vi har både tømrere og bygningssnedkere, men jeg vil helt klart anbefale det, fordi for os giver det supergod mening, fordi vi kan selv kæmpe lidt med at finde lærlinge, og vi ved også, at vores kunder kæmper med at finde lærlinge. På den måde giver det rigtig god mening.

 

Hvad er det største problem ved at finde lærlinge?

Håndværk generelt – om det er tømrer eller bygningssnedker – er jo knap så smart som at tage en gymnasial uddannelse eller universitetsuddannelse. Jeg håber, Skills kan være med til, at vi får flere lærlinge.

Jeg håber lidt, at der er mange af de unge mennesker, der kommer til Skills, der ser, at det faktisk er ret fedt at lave noget; at det faktisk er ret nørdet at udføre et håndværk. Jeg håber virkelig, at det kan være med til at bidrage til, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse.