Oplev to demonstrationsfag til DM i Skills i Høng den 28.-30. april

Oplev to demonstrationsfag til DM i Skills i Høng den 28.-30. april

Når DM i Skills går i gang til april, har vi, ud over de 11 deltagende konkurrencefag, også to demonstrationsfag med fra Byggeriets Uddannelser. Det drejer sig om uddannelserne: Stenhugger samt Greenkeeper/Groundsman.

Man konkurrerer ikke i demofagene, men til gengæld kan man komme helt tæt på fagene og møde lærlinge fra fagene, som med stolthed viser faget frem og fortæller om uddannelsen samt om karrieremulighederne inden for de forskellige fag.

 

Trimmede golf- og fodboldbaner

Vi glæder os til at give en smagsprøve på demofagene på både Greenkeeper- og Groundsman- uddannelserne, da vi ind i mellem oplever, at mange ikke kender uddannelserne, medmindre man enten arbejder eller interesserer sig for golf- og fodboldverdenen. Greenkeeperen arbejder typisk på en golfbane og sørger for, at græsset og omgivelserne på golfbanen står knivskarpt, og en groundsman arbejder fx på større stadioner og sørger for, at grønsværen er i top, inden fodboldspillerne skal spille kamp.

”Vi ser derfor frem til at synliggøre de to uddannelser, når der afholdes DM i Skills og håber samtidig, at give nogle unge lyst til at uddanne sig netop inden for de fag”, siger Jette Christiansen, uddannelseskonsulent i Byggeriets Uddannelser.

Stenhugger

Jobbet som stenhugger kræver både kunstnerisk sans, god fysik og rummelig forståelse. De evner får du lov at bruge i samarbejde med kunstnere, når der skal hugges gravsten, og når der skal skabes praktiske løsninger til beskyttelse af havne eller kyster.

Meget af arbejdet handler om at bearbejde sten og udover at hugge stenen flot ud og lave inskriptioner og dekorationer på den, skal man også kunne tegne. For stenhuggere arbejder efter tegninger eller modeller.

Som stenhugger kan man også komme til at arbejde sammen med kunstnere som billedhuggere. Stenhuggeren hjælper billedhuggere med at omsætte deres modeller til skulpturer eller relieffer i sten. Det kræver kunstnerisk sans og gode samarbejdsevner.

De alsidige opgaver gør, at man som stenhugger både skal lære at bruge hammer og mejsel og tungere værktøjer som lufthammere, diamantskærere og fræsere/slibere. Samtidig kommer du til at arbejde med at lave tegninger til dine stenprojekter på computer.

Du kan læse mere om uddannelserne her:

Greenkeeper

Groundsman

Stenhugger