Nye, forbedrede vejledninger til de lokale uddannelsesudvalg

Nye, forbedrede vejledninger til de lokale uddannelsesudvalg

Erhvervsskoler og praktikcentres vigtige samarbejde med de lokale uddannelsesudvalg kan hele tiden videreudvikles. Derfor har Byggeriets Uddannelser netop revideret og udbygget tre pjecer med viden og inspiration til, hvordan samarbejdet kan optimeres:

  • De lokale uddannelsesudvalgs AUB-projekter
  • De lokale uddannelsesudvalgs ansvar for deres elever i skolepraktik
  • De lokale uddannelsesudvalgs opgaver i forhold til praktikcentret

Pjecerne skal desuden vejlede de lokale uddannelsesudvalg i deres ansøgning og arbejde med AUB-midler. Herudover er pjecen om praktiksøgning udvidet med en vejledning til, hvordan man trækker nøgletal i EASY-P.

Hanne Koblauch Christensen, der er uddannelseskonsulent hos Byggeriets Uddannelser, siger om de opdaterede LUU-pjecer: "I stedet for én samlet pjece, har vi udarbejdet tre forskellige med hvert sit tema. Det nye er, at vi giver jer, de lokale udvalg, værktøjer til i endnu højere grad at arbejde med elever, der er praktikpladssøgende og ikke har fået en ordinær- eller restlæreaftale. Vi håber, at I fortsat vil bruge de 3 vejledninger aktivt i jeres arbejde og samarbejde med skoler og praktikcentre."

Pjecerne kan downloades i sektionen Viden & Værktøjer på bygud.dk, hvor der løbende vil blive tilføjet praktisk information til udvalg og skoler.