Stor opbakning til murerkampagne

Stor opbakning til murerkampagne

Flere unge skal fatte interesse for murerfaget, og det har en kampagne bestående af film om fordomme over for murerfaget og hjemmesiden www.blivmurer.dk bidraget til.

Det er Landsklubben for Murer, Stenhugger og Stukkatørsvende, Dansk Byggeris murersektion, Kalk- og Teglværksforeningen og murerfagskolerne, der i fællesskab har iværksat kampagnen.

Fra start af har der været stor opbakning til kampagnen, hvilket de første kampagnetal også tydeligt viser.

Online går kampagnen rigtig godt – kampagnen, der har kørt fra uge 43, har allerede flotte resultater; på www.youtube.com har der således allerede været 384.000 visninger af filmene, på Facebook 240.000 visninger, og hjemmesiden www.blivmurer.dk har været besøgt 27.300 gange.

Uddannelseskonsulent i Byggeriets Uddannelser, Erik Fog Larsen, glæder sig over kampagnens succes:

”Det er første gang at branchen er gået sammen på denne måde og har skabt opmærksomhed om faget. Vi har brug for flere murere, og kampagnen her har virkelig formået at ramme de unge. Nu håber vi, at de unge får lyst til at vælge murerfaget.”

Kampagnen fortsætter på de sociale medier, og der vil blive gjort et nyt fremstød i uge 6.

Se og læs mere om kampagnen her: www.blivmurer.dk