Byggemontageteknikere hjælper EM-bygningssnedker

Byggemontageteknikere hjælper EM-bygningssnedker

På Roskilde Tekniske Skole er der fokus på talentarbejde og det gode samarbejde fagene imellem.

Når bygningssnedker Frederik Riber i næste uge skal til EM i Skills i Göteborg, har han fået god hjælp i træningsdagene op til af sine kollegaer på byggemontageteknikeruddannelsen. Roskilde Tekniske Skoles snedkerafdeling og byggemontageteknikeruddannelsen har i forvejen et tæt samarbejde. Underviser Peter Hansen fortæller:

”Når byggemontageteknikerne eller snedkerafdelingen har haft en opgave, hvor de har kunne hjælpe hinanden, har det altid været med velvillig kollegial indstilling.”

Roskilde Tekniske Skole har mange byggemontageteknikerelever. Der er flere tømrerelever på GF2, der vælger byggemontagetekniker for at blive klar til at komme ud i erhvervslivet. Med byggemontageteknikeruddannelsen får de muligheden for lidt luft i hverdagen og andre byggeopgaver end de måske har mødt før.

”Sidste nye idé er, at byggemontageteknikerne har fået bygget et bur til bygningssnedker Frederik, der lige netop er samme størrelse som det areal, der arbejdes på til Euroskills i Göteborg. Og med lidt større opgaver kommer også ekstra erfaring, så byggemontageteknikerne hilste opgaven med at bygge et bur til den måske kommende Europamester velkommen," fortæller Peter Hansen.

Frederik Riber som det hele handler om, udtaler, at det har været helt fantastisk at træne i dette ”lukkede” rum. Det har givet ham mulighed for at træne inden for de kvadratmeter, han også har til konkurrencen i Göteborg. ”Alt har fået sine helt faste pladser. Jeg har desuden sparet et hav af timer, idet alt har stået klar, så jeg har bare kunne gå til og fra uden først at skulle rigge en masse til", fortæller Frederik Riber.