22.06.2009

Logbog

Logbogen for anlægsstruktørspecialet kan downloades ved at klikke her.

Velkommen til dig, som ny lærling på hovedforløbet for anlægsstruktør.

Det faglige Fællesudvalg for Struktør-, Brolægger- og Tagdækkerfaget vil gerne ønske tillykke med valg af uddannelse og med det beståede grundforløb.

Der er valgt et fag, der står respekt omkring.

Det faglige Fællesudvalg for Struktør-, Brolægger- og Tagdækkerfaget består af personer udpeget af arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri og af lønmodtagerorganisationen 3F, (Fagligt Fælles Forbund). Fælles for alle udpegede er, at de er i besiddelse af viden om og levende interesse for faglig uddannelse.

Udvalget har både bestemmende, rådgivende og administrative beføjelser og opgaver. For at varetage disse så tæt på lærepladser, skoler og lærlingen som muligt er der på hver teknisk skole nedsat et uddannelsesudvalg til at bistå Det faglige Udvalg med uddannelsesmæssige opgaver i forhold til skolen og i de lokale praktikvirksomheder. Uddannelsesudvalgets opgaver er ud over tilsynet med logbøgerne – den lokale undervisningsplan på skolen, bedømmelse af opgaver, hjælp omkring at fremskaffe praktikpladser, mægling hvis der opstår tvistigheder i uddannelsesforløbet mellem lærling og virksomhed m.m.

En af Det faglige Udvalgs fornemste opgaver er at forene respekten for faget og de gode traditioner med en forståelse for nutidens krav og ideer om fremtiden, og herefter at få omsat disse krav og ideer til positive tiltag for uddannelsens udvikling.

Dette gør vi ikke alene. Det kræver, at alle parterne, Det faglige Udvalg, læremestrene, svendene på arbejdspladsen, lærerne på de tekniske skoler, samt lærlingen, er positive medspillere i denne proces.

Det faglige Udvalg ønsker kvalitet i uddannelsen. Ikke blot en tilstand, hvor ”tingene fungerer”, men hvor kvaliteten, produktet og processen er en samlet helhed, som både virksomheden, kunderne og lærlingen er tilfreds med.

Go’ fornøjelse med det videre uddannelsesforløb.

Med venlig hilsen
Det faglige Fællesudvalg for Struktør-, Brolægger- og Tagdækkerfaget