Uddannelsesaftalen
- Hvornår indgår man en uddannelsesaftale?
- Hvad er der af forskellige uddannelsesaftaler?
- Voksenlærlinge
- Hvordan indgår man en uddannelsesaftale?
- Hvad betyder prøvetid?
- Ophævelse
- Udlån i andre virksomheder
Af Lov om Erhvervsuddannelser fremgår det, at uddannelserne i almindelighed tilrettelægges som vekseluddannelse mellem en eller flere virksomheder og en erhvervsskole. Intentionen er, at eleven indgår en uddannelsesaftale med en eller flere virksomheder, der tidsmæssigt dækker hele uddannelsesforløbet.
Indgåelsen af en uddannelsesaftale er en betingelse for at kunne starte på og gennemføre uddannelsens hovedforløb.
Hvornår indgår man en uddannelsesaftale?
Uddannelsesaftale kan indgås på forskellige tidspunkter i uddannelsesforløbet.
- Før grundforløbet med indgåelse af en uddannelsesaftale og op til 3 måneders praktik i virksomheden inden start på grundforløbet. Dette kaldes praktikadgangsvejen.
- Efter grundforløbet, hvis eleven er startet direkte på en erhvervsskole uden en uddannelsesaftale. Dette kaldes skoleadgangsvejen
- Fra skolepraktik (i de uddannelser, hvor der er en sådan), hvor en virksomhed kan indgå uddannelsesaftaler med elever, der er i skolepraktik og i gang med uddannelsens hovedforløb. Dette kaldes en restlæreaftale.
Hvad er der af forskellige uddannelsesaftaler?
Virksomheder skal være godkendt af det faglige udvalg for uddannelsen til at varetage uddannelsens praktikdel. Her er så forskellige muligheder for at indgå uddannelsesaftaler.
- Den almindelige uddannelsesaftale - for virksomheden, der er godkendt som praktiksted og kan påtage sig at uddanne en elev i et helt uddannelsesforløb eller trin i de uddannelser, hvor der er trindeling af hovedforløbet.
- Ny mesterlære - er en uddannelsesaftale, der er lavet for at imødekomme unge, der har brug for et mere praktisk grundforløb, som indgang til uddannelsen. Der er tale om et uddannelsesforløb, hvor hele eller dele af den undervisning, eleven normalt gennemgår på grundforløbet, bliver varetaget i virksomheden og under virksomhedens ansvar. Dette kan gennemføres i et forløb på op til et år, som aftales med, følges og bedømmes af den lokale erhvervsskole. Herefter svarer uddannelsesforløb og uddannelsesaftale til det, der er gældende i en ordinær aftale.
- Kort uddannelsesaftale - skal mindst indeholdende én
praktikperiode og ét skoleophold af hovedforløbet, og kan dertil
også indeholde grundforløbet eller en ny mesterlæreaftale. Aftalen
kan altid forlænges eller ændres til en ordinær aftale. Flere
aftaler kan indgå løbende og uafhængigt af hinanden.
Ved afslutning af en kort uddannelsesaftale er eleven berettiget til at blive optaget i skolepraktik.
Denne aftaleform er et forsøg på at indgå uddannelsesaftaler med virksomheder, der enten ikke er i stand til at binde sig for en hel uddannelsesaftale grundet usikkerhed i virksomhedens ordrebeholdning, eller "kun" er godkendt som praktikvirksomhed til dele af praktikmålene til uddannelsen. - Kombinationsaftale - der indebærer, at flere virksomheder
samarbejder om at dække et samlet uddannelsesforløb. Hver
virksomhed skal tegne en delaftale, hvoraf det fremgår, i hvilken
periode aftalen er gældende
Kombinationsaftale kan typisk indgås i det tilfælde, hvor en virksomhed ikke er godkendt til selvstændigt at varetage den fulde praktiske oplæring.
På hver uddannelsesaftale med den enkelte virksomhed skal der anføres, hvilke andre praktiksteder, der er omfattet af aftalen og i hvilke perioder. Hvis der skiftes praktikvirksomhed i forbindelse med et skoleophold, skal det fremgå af aftalen, hvilken virksomhed der er ansvarlig for dette ophold - Restlæreaftale, hvor en virksomhed indgår en uddannelsesaftale for den resterende del af uddannelsesforløbet med en elev, der er i skolepraktik og i gang med hovedforløbet.
Yderligere oplysninger om aftaleformerne: Undervisningsministeriet
Hvis elever er fyldt 25 år og derover, kan der indgås en såkaldt "voksenuddannelsesaftale" med en løn svarende til mindst fagets minimalløn. (se afsnit, løn)
I sådanne tilfælde modtager praktikvirksomheden et forhøjet refusionsbeløb fra AER i forbindelse med skoleperioderne efter de af AER fastsatte satser. Endvidere skal de lokale jobcentre ansøges om et særligt løntilskud til praktikvirksomheden i praktiktiden. ( se afsnit, tilskudsordninger)
Hvordan indgår man en uddannelsesaftale
Aftalen skal indgås med indhold i henhold til en af Undervisningsministeriet godkendt formular, der rekvireres ved henvendelse til den lokale erhvervsskole, på undervisningsministeriets hjemmeside, eller her, Uddannelsesaftale
Uddannelsesaftalen skal være underskrevet senest ved praktikforholdets påbegyndelse. Er eleven under 18 år, skal forældremyndighedens indehaver give sit samtykke ved underskrift på uddannelsesaftalen.
Uddannelsesaftalen sendes hurtigst muligt i udfyldt stand til den erhvervsskole, hvor eleven ønskes optaget. Skolen gennemgår og vejleder eventuelt udfyldelse af aftalen. Efter registrering af uddannelsesaftalen sender skolen kopier til virksomheden og eleven. Samtidig meddeles det, om eleven er optaget på skolen, eller er blevet henvist til anden skole.
Der gøres opmærksom på, at ansvaret for udfyldelsen af alle punkter på en uddannelsesaftale påhviler de underskrivende parter. Manglende oplysninger om overenskomstforhold, løn og arbejdstid kan medføre økonomisk udgift for virksomheden ifølge bekendtgørelsen om ansættelsesforhold.
Der er frit skolevalg mellem de skoler, der udbyder uddannelsen. Derfor skal elev og praktiksted være enige om, hvilken skole de ønsker optagelse på, og dette skal fremgå af uddannelsesaftalen.
Er praktikstedet og eleven enige om ekstra uddannelsespåbygning i form af andre almene fag, fag på højere niveau eller erhvervsrettet påbygning, skal dette fremgå af uddannelsesaftalen.
Hver gang der sker en ændring af uddannelsesforløbet i forhold til den oprindeligt indgåede uddannelsesaftale, laves et tillæg til uddannelsesaftalen (Virksomhedsændring, forlængelse eller afkortning af uddannelsen, langtidssygdom, påbygning m.v.). Her anvendes denne formular, Tillæg til uddannelsesaftale
De første 3 måneder efter underskrivelse af uddannelsesaftalen er prøvetid, hvor uddannelsesaftalens parter kan opsige den uden angivelse af grund og uden varsel.
Efter prøvetidens udløb er aftalen i princippet uopsigelig.
Prøvetiden gælder for alle typer af aftaler.
Dog ikke for forhold, hvor virksomhed og elev tidligere har haft en uddannelsesaftale eller delaftale. Indgår en virksomhed og en elev således to eller flere korte uddannelsesaftaler eller en restaftale, er der kun prøvetid ved den første aftale.
Skoleperioderne medregnes ikke i prøvetiden.
Hvis en elev på grund af sygdom i prøvetiden er fraværende i mere end 1 måned, kan prøvetiden forlænges med en periode svarende til fraværet.
Efter prøvetidens udløb er aftalen som omtalt i princippet uopsigelig.
Aftalen kan dog ophæves, hvis parterne er enige herom eller i tilfælde af grov misligholdelse af aftalen.
Ved misligholdelse af aftalen skal den af parterne, der ønsker at opsige praktikforholdet, ophæve uddannelsesaftalen senest en måned efter at være blevet bekendt med misligholdelsen. For at ophæve en uddannelsesaftale benyttes denne formular. Ophævelse af uddannelsesaftale
En tvistighed eller ophævelse kan altid prøves ved mægling i Det faglige Udvalgs regi og evt. ved efterfølgende behandling i Tvistighedsnævnet, se afsnittet om Tvistigheder.
En uddannelsesaftale vil normalt bortfalde ved virksomhedens lukning eller konkurs, eller hvis den ansvarlige for virksomheden og uddannelsen afgår ved døden. Eleven er herefter berettiget til skolepraktik.
Udelukkes en elev fra undervisning af erhvervsskolen, betragtes uddannelsesaftalen som bortfaldet.
En virksomhed kan i en periode foretage et udlån af eleven til
andre virksomheder for evt. at supplere de praktikopgaver,
virksomheden har i ordrebogen med de opgaver, der er beskrevet for
uddannelsens praktiktid.
Ansvaret for elevens uddannelsesforløb er dog stadig hos den
udlånende virksomhed.
Udlånet skal fremgå af uddannelsesaftalens punkt om samme og kan
suppleres med vedlagte aftaleformular fra det faglige udvalg, som
sikkerhed for aftalerne.






